EKOLAB

Alternativ Komfortkøling

Ekolab har netop afsluttet projektet: Komfortkøling – Alternative metoder og løsninger, der er støttet af Elforsk.

Komfortkøling tilvejebringes i dag stort set udelukkende med traditionelle kølemaskiner i form af kompressorkøling, hvor kompressoren drives af en motor, forsynet med el fra det offentlige net. Men der findes i dag en lang række alternative kølemetoder, som er særdeles miljøvenlige, når der benyttes vedvarende energikilder (sol, vand), overskudsvarme eller kølige ressourcer i omgivelserne (frikøling). Målet med projektrapporten, er at skabe et større kendskab til de alternative kølemetoder, sådan at de seriøst kommer ind i overvejelserne hos rådgivere i forbindelse med valg af køleløsning.

Alternative kølemetoder bliver som regel altid sammenlignet med traditionel kompressorkøling. Dvs. at kompressorkøling er referencen, hvor op imod de alternative kølemetoder vurderes. Derfor er kompressorkøling også beskrevet grundigt i rapporten, så det er muligt at sammenligne. De forskellige metoder til køleafgivelse i et lokale (fancoil, kølebafler, kølepaneler, køling med luft, etc.), samt forskellige metoder til at fremføre forskellige kølemedier (luft eller vand) til lokalet er ligeledes beskrevet, herunder evt. lagring af kulde. Rapporten giver således en samlet oversigt over metoder til komfortkøling fra drivmiddel (el, sol, vand, etc.) til køleafgivelse inkl. mellemliggende trin i ”kølekæden”.

De alternative kølemetoder, der beskrives i rapporten omfatter:

Termisk drevne kølemetoder

(solfanger, luftsolfanger, overskudsvarme, fjernvarme)

Sorptionskøling:

Adsorptionskøling, Absorptionskøling (flere typer)

Eksempler/cases: Adsorptionskøler i Green Lighthouse, Absorptionskøler på VELUX.

Affugtnings- og befugtningskøling:

Tørsorption med affugterhjul:

Eksempler/cases: Solvæg og affugterhjul hos Aarhus Kommune.

Befugtningskøling:

Direkte befugtning, Befugtning før veksler, Befugtning i veksler, Indirekte befugtning

Eksempler: Befugtning i modstrømsveksler, Befugtningsblokke på Danfoss, mv.

Frikøling

Havkøling, Sø- og åvandskøling, Grundvandskøling (flere typer), Jordkøling, Udeluft.

Eksempler/cases: Havkøling på Navitas, Grundvandskøling på Viborg Rådhus

 Rapporten kan downloades her

 

 

Translate »