DUE DILIGENCE – OGSÅ I PRAKSIS

De sociale minimumsgarantier i EU-taksonomien dokumenterer vi typisk gennem en due diligence-proces, når vi på vegne af vores kunder foretager analyser og vurderinger af, om deres aktiviteter har negativ påvirkning på fx arbejdstagernes sikkerhed...

De sociale minimumsgarantier i EU-taksonomien dokumenterer vi typisk gennem en due diligence-proces, når vi på vegne af vores kunder foretager analyser og vurderinger af, om deres aktiviteter har negativ påvirkning på fx arbejdstagernes sikkerhed og sundhed (ILO-konvention nr. 187).

Hos Ekolab gennemfører vi således due-diligence-processer på baggrund af vores store praktiske erfaring. For få dage siden foretog Mike Vinge fra Ekolab fx en sikkerhedsrundering på en ca. 8600 kvm. stor bygningsrenovering, der skal skabe nye moderne kontorfaciliteter til Aarhus Kommune. Ekolab har bidraget med store dele af projekteringen – herunder ventilationsdelen, men varetager også både byggeledelsen og arbejdsmiljøkoordineringen på renoveringsprojektet.

Under sin rundering forklarede Mike, at støv ofte er en udfordring under en indendørs renovering, fordi støv er sundhedsskadeligt og generende for de håndværkere og andre, der arbejder på stedet.

”Derfor har vi besluttet, at der skal støvsuges i bund to gange om ugen, tirsdag og torsdag, ligesom håndværkerne selv skal fjerne affald efter sig, når de fx har skåret i materialer,” fortæller Mike.

Han var desuden yderst opmærksom på både huller i gulvet, løse gulvbelægninger samt affald på adgangsveje og flugtveje, mens han besigtigede byggepladsen.

”Det er vigtigt, at affald ikke ligger og flyder, så håndværkerne falder over det og måske kommer til skade. Og vi ved desuden, at affald avler affald, så hvis den første har smidt noget, kan den næste også gøre det,” siger Mike, der dog var rimelig tilfreds med standarden og kun i få tilfælde greb til telefonen for at dokumentere en udfordring.

På sin vej stødte han dog på en stige, der virkede løs og tilsyneladende ikke havde fået et stigeeftersyn inden for de seneste 12 måneder, som Arbejdstilsynet foreskriver. Det blev påtalt af Mike ved et efterfølgende sikkerhedsmøde, som gennemføres hver anden uge i løbet af renoveringsperioden.

Bygningen, der er under renovering, er designet uden ventilation, og den skal om få måneder leveres med et moderne ventilationsanlæg, der skaber et optimalt og sundt indeklima for de mennesker, der skal arbejde i kontormiljøerne. Det har – for at få luft nok ind i bygningen – krævet et utraditionelt og meget detaljeret ventilationsdesign, som følge af lave etagehøjder og mange konstruktionsmæssige forhindringer.

”Sikkerhed og sundhed er meget mere end støv og risiko for faldulykker, selvom det er noget af det, de fleste umiddelbart først tænker på – også i relation til due diligence. Men når mennesker skal til at bruge bygningen som daglig arbejdsplads, er det helt afgørende, at der er et sundt indeklima på alle parametre. Og det er der heldigvis kommet mere fokus på de seneste år,” fastslår Mike.

Hvis du har brug for mere hjælp, er du velkommen til at spørge!

Skal vi udfordre status quo?

Start dialogen her