Projektering

Tekniske installationer

Skræddersyet designproces, som giver mest mulig værdi

Tekniske installationer er byggeriets livgivende organer, og derfor har du behov for eksperter med en sikker hånd til både projektering og design. Ekolab behersker de fleste discipliner inden for tekniske installationer. Og du vil med sikkerhed møde en rådgiver, der både lytter og udfordrer traditionelle tilgange for projektets bedste – og samtidig er motiveret af at skabe så bæredygtige løsninger som muligt.

KLASSISK PROJEKTERING MED ET BÆREDYGTIGT AFTRYK

Vi har stor erfaring med projektering og design inden for VVS, ventilation, køling og elinstallationer med fokus på bæredygtighed, på baggrund af behovsanalyser og med løsninger tilpasset til hvert enkelt byggeri. Vi indtænker driftsikkerhed, effektivitet og robusthed, men glemmer aldrig æstetikken og brugeroplevelsen. Vi udfordrer også gerne de traditionelle processer og løsningsforslag, hvor der er potentiale for optimering, herunder minimering af materialeforbrug og øget fleksibilitet.

Vi lever og brænder for de gode løsninger, for et godt indeklima og for bygningsdrift med fokus på bæredygtighed og ressourcer. Derfor er vores designløsninger understøttet af simuleringer i sammenhæng med tværfaglige helhedsvurderinger, så der er tale om reelt integreret energidesign.

Vi kan gennemføre tilhørende byggeledelse, fagtilsyn og indkøring.

DIALOG MED BRUGERNE FREM FOR OM BRUGERNE

Vi er opsøgende og oprigtigt interesserede i brugernes og bygherres behov, og vi taler meget gerne ”med brugerne” frem for ”om brugerne”. Et vellykket projekterings- og byggeforløb kan være ligegyldigt, hvis ikke man har forstået brugernes behov. Derfor er brugerinddragelse afgørende ift. vores ønske om at opnå de bedste resultater, og det er derfor også en fast del af vores Commisioning-ydelser, som har ekstra fokus på dette.

PROJEKTINTEGRERET UDVIKLING

Nogle projekter og udfordringer kalder på udvikling af nye løsninger i samspil med arkitekter og entreprenører. Vi har gennemført utallige udviklingsprojekter og har oparbejdet så stor erfaring og konkrete metoder til at håndtere dette, at vi i dag har en tilgang til udvikling af specialløsninger, som er fuldt integreret i vores daglige arbejde. Vi er nysgerrige, risikovillige, grundige,  og vi inddrager som oftest også producenterne i processen. I samspil med vores Commissioning-afdeling tænker vi ”hele vejen rundt” og planlægger mock ups, tests mv. så der er vished om ydeevnen af de udviklede løsninger.

FLEKSIBEL PROCES I TILLIDSFULDT SAMARBEJDE

Vi er kreative, tværfaglige og nytænkende ingeniører, der fungerer allerbedst i ambitiøse eller udfordrende projekter, hvor der er behov for specialviden eller en skræddersyet proces. Vores tilgang er baseret på tillid, empati og nysgerrighed på hinandens udfordringer, og vi trives i tætte og ærlige samarbejder. Dét, mener vi, giver det største mulighedsrum til at finde løsninger i fællesskab med bygherre, brugere, arkitekter, entreprenører.

Vi er motiverede for at finde de bedste løsninger og er ikke begrænset af den gængse vej – vi vælger vores værktøj efter opgaven. Derfor inddrager vi fra start de rette kompetencer i projekterne og prioriterer gennemgående bemanding. Vi inddrager ekspertviden efter behov, ofte fra vores andre teams indenfor bæredygtighed og commissioning, som også er med til at granske projekterne.

INDSATSOMRÅDER

Projektering af tekniske installationer

Vi kan tilbyde projektering af alle tekniske fag på projekter i alle typer byggerier – lige fra renovering og nybyggeri til bevaringsværdige bygninger, fra designfase til ibrugtagning. Og vi indgår også gerne i driftsfasen.

Vi rådgiver om alle VVS-installationer, ventilation, køling, EL, belysning og forsyning.

Vi kan gennemføre tilhørende udbudshåndtering, byggeledelse, fagtilsyn og indkøring.

Vi følger som udgangspunkt FRI’s Ydelsesbeskrivelse for Byggeri og Anlæg, men tilpasser proces og ydelser, hvis det giver mening i det enkelte projekt.

Kloak

Vi kan projektere kloakinstallationer for regn- og spildevand for alle typer byggeri samt håndtere planlægning og projektering af LAR-anlæg.

Varmeinstallationer

Ønskes et godt indeklima er det rette varmeanlæg helt centralt. Hvorvidt der er tale om en let eller tung  bygning, hvordan vinduer er orienteret og hvem der skal bruge bygningen, er centrale parametre, der har betydning for hvilken varmeløsning,  der bør vælges. Vi har stor erfaring med varmeinstallationer i renovering og nybyggeri og kan varetage alle ydelser fra design, varmetabsberegning, detailprojektering af varmeanlæg til funktionsafprøvning og idriftsætning. Vi kan projektere varmeinstallationer forsynet fra fjernvarme eller varmepumpe. Vi har erfaring med at projektere alle typer varmegivere – radiatorer, gulvvarme, strålevarme, konvektorer og kalorifere – og vælger den rette løsning i samspil med hensyn til arkitektur, indeklima, energiforbrug og varmeforsyning.

Vandinstallationer

Vi projekterer vandinstallationer og systemer til varmtvandsproduktion. Vi tænker altid hensyn til energiforbrug og drift ind i vores løsninger, før vi vurderer om der er brug for en central eller decentral varmtvandsproduktion og kombinerer gerne fjernvarme- eller varmepumpeforsynet varmtvandsproduktion med mindre beholdere forsynet fra el, hvis det vurderes energimæssigt og ressourcemæssigt at være den bedste løsning.

Vi tager direkte kontakt til lokale vandværker og producenter, når vi skal fastlægge materialevalg af hensyn til sikring mod korrosion, og til at vurdere om der er behov for vandbehandling i form af f.eks. afkalkningsanlæg.

Køling

Mange nye, velisolerede bygninger har i dag et kølebehov i store dele af året. I takt med at fokus på et godt indeklima er vokset, ses der ofte også behov for køling i ældre bygninger. Vi kan rådgive om de fleste typer køleanlæg, både inde- og udedele, og vælge en passende løsning til den konkrete bygning.

Ventilation

Vi er eksperter i ventilation, uanset om det er mekanisk eller naturlig, eller en hybrid kombiløsning, og vi har meget stor erfaring med at implementere ventilation i renoveringssager. En traditionel mekanisk ventilationsløsning gør stor indgriben i et byggeri, og derfor oplever vi at ventilationskonceptet ofte skal specialtilpasses til det enkelte byggeri. I den sammenhæng analyserer vi alle muligheder for centrale og decentrale løsninger, herunder også mikroventilation. Vi kan også tilbyde rådgivning om naturlige eller udsugningsdrevne ventilationsløsninger, hvor der er sket stor udvikling de senere år, og der i dag er flere muligheder for simple systemer.

EL

Vi projekterer alle typer elinstallationer og er unikke i vores uformelle tilgang med fokus på at inddrage brugerne og sikre, at vi forbereder bygningen til at kunne rumme alle ønskede og forventelige fremtidige funktioner.

Belysning

I vores projekter er der ofte brug for faglig tung rådgivning om belysning og det kan vi tilbyde. Vi inddrager altid producenter og udarbejder belysningskoncepter tidligt, da vi af erfaring ved at det kan være kompliceret at finde de rette belysningsløsninger, som understreger og fremhæver arkitektens rum og designelementer.

Installationer med lavere miljøpåvirkning og materialeforbrug

Hensyn til bæredygtighed er en naturlig del af vores projekteringsarbejde. Alligevel kan der være flere muligheder i sager med ambitiøse bygherrer eller økonomisk råderum til at sætte ekstra fokus på at implementere de nyeste bæredygtige løsninger eller materialer. Ligeledes kan det være et ønske i højere grad end normalt at implementere eksisterende installationer, enten som direkte genbrug, genanvendelse til et andet formål eller upcycling. Vi rådgiver meget gerne om de muligheder, der ligger i samarbejde med vores bæredygtighedsteam og sørger for at det bliver indarbejdet i projektet.

Fagtilsyn

Fagtilsyn er centrale elementer især i komplicerede eller større byggerier eller renoveringssager, da de projekterede løsninger kan være svære at udføre i praksis. Der kan være en forståelsesbarriere mellem projektmaterialet og den udførende, eller der kan være uforudsete forhold, der gør at den tiltænkte løsning ikke kan lade sig gøre. Derfor er opfølgning i byggefasen med fagtilsyn helt central i at sikre kvaliteten af det færdige byggeri. På sager hvor vi har fagtilsyn, supplerer vi ofte med spontane arbejdsmøder med de udførende efter behov, hvor udfordringer kan vendes i et åbent og løsningsorienteret rum. Vi kan udføre traditionelle fagtilsyn på egne projekteringsopgaver og som uvildig 3. part for alle tekniske fag – VVS, ventilation og køling.

Teknisk screening og genbrug af installationer

Teknisk screening

Hvis en bygherre eller arkitekt ønsker at transformere eller renovere en eksisterende bygning, og samtidig har fokus på bæredygtighed, genbrug og genanvendelse, er en tidlig teknisk screening et rigtig godt værktøj for det videre projektforløb. Tidlig viden om de tekniske installationer er en central del af en god renoveringsstrategi.

Vi kan udføre tekniske screeninger i eksisterende bygninger forud for renovering, ombygning eller transformation, så der er det bedste grundlag for at vurdere potentialet for genbrug eller genanvendelse af installationerne.  Afhængig af hvad den tekniske screening skal bruges til, kan vi supplere med målinger af indeklima, registrering og funktionsafprøvning af installationer eller opstart af et commisioningforløb.

Commissioning er et procesværktøj, som er specielt egnet til renoverings- og transformationssager, hvor der ofte er mange flere hensyn og ønsker samt mere komplicerede løsninger end i nybyggeri. Se vores ydelser om Commissioning-proces.

Teknisk byggeprogram

Vi kan ud fra en teknisk screening og møder med bygherre og brugere udarbejde et teknisk byggeprogram med designforslag, som kan være grundlag for den efterfølgende projektering. Det tekniske byggeprogram kan være et selvstændigt dokument eller integreret i det traditionelle byggeprogram og kan være en del af en renoveringsstrategi.

Genbrug af installationer

Installationer er ofte produceret i energikrævende processer og med stort forbrug af ikke-fornybare ressourcer grundet krav til hygiejne og holdbarhed. Derfor er der stor fornuft i at vurdere om og hvordan installationer kan genbruges. Vi kan i denne proces tilbyde at kortlægge de eksisterende installationer og udføre nødvendige prøver, for at kunne fastlægge potentialet for genbrug og genanvendelse. Vi kan i samarbejde med vores bæredygtighedsteam tilbyde LCA-beregninger, der tydeliggør hvad der ”spares” i indlejret miljøpåvirkning eller ressourceforbrug ved enten at genbruge hele installationen eller lave delvise udskiftninger eller levetidsforlængende tiltag.

Bygherrerådgivning

Hvis du som bygherre skal planlægge en renovering, udskiftning af installationer, forbedring af indeklima, eller ønsker bedre overblik over bygningens energiforbrug, rådgiver vi gerne tidligt om, hvordan processen håndteres bedst – lige fra samarbejdsform med rådgivere og entreprenører, til udbudsform, byggeprogram til rådgiverne eller beskrivelse af den proces og de ydelser, vi mener der skal præsteres inden for fagene installationer, energi og indeklima. Tag endelig fat i os for en uforpligtende snak om muligheder.

Funktionsafprøvning

Funktionsafprøvninger er afgørende for at dokumentere, at installationer er idriftsat og fungerer efter hensigten. Vi oplever desværre, at der ofte sker fejl ved montering og idriftsætning af installationer, og der kan være mangelfuld eller ingen dokumentation af udført funktionsafprøvning. Dette kan have store konsekvenser for bygningens drift, og medføre unødvendigt stort energiforbrug og dårligere indeklima. Vi tilbyder at udføre funktionsafprøvning af nye og eksisterende installationer, mhp. at fastlægge ydeevne, restlevetid mv. Vi udfører funktionsafprøvning med udgangspunkt i bygningsreglementets vejledning for dette, men tilpasser til det enkelte projekt med yderligere relevante tests.

Matterport 3D-scanninger

Vi har stor erfaring med at udføre Matterport 3D-scanninger af eksisterende bygninger og har tilbagelagt mere end 75.000 m2. Med en 3D-scanning får du en komplet registrering af hele bygningen og alle rum og behøver ofte ikke at foretage yderligere registrering – du kan tilmed foretage vejledende opmålinger i programmet.

Vi udfører desuden Matterport scanninger på næsten alle vores renoveringssager, da vi oplever at spare meget tid ved at have et fuldt overblik over bygningen.

Skal vi udfordre status quo?

Start dialogen her

Upcoming Events

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Suspendisse varius enim in eros.
Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
3
Jul
Event name
15:20 - 16:20
3
Jul
Event name
15:20 - 16:20
3
Jul
Event name
15:20 - 16:20
3
Jul
Event name
15:20 - 16:20